Frygten. Den rammer os alle på et eller andet punkt. Selv de stærke mennesker, der ligner nogen der ikke er bange for noget som helst, kan ramme det punkt hvor frygten tager over. Det er som en kold og isnende fornemmelse der glider ind over os. Vi ved ikke hvad vi skal gøre for at få det til at forsvinde. Vi står bare helt stille og lammede, holder vejret og lukker øjnene imens vi tænker på noget godt. Nogle mennesker græder også af frygt. De mærker hvordan de salte tårer løber ned af kinderne imens de hulker lavt i håb om at ingen andre hørte noget. Nogle mener at vi bør stå ansigt til ansigt med vores frygt, så vi ikke længere behøver at frygte det. Men hvis vi ikke længere frygter de ting vi burde frygte, fjerner vi noget af vores personlighed. Desuden vil frygten altid komme igen, bare i en anden form. Den er ikke noget man kan flygte fra, for den er altid konstant på sporet af en. Det er ikke de stærke mennesker, der ikke frygter noget. Det er dem der vil stå til ansvar for deres frygt og erkende den, måske endda være stolt af den. Dog kan frygt også være trættende. Man flygter dag ud og dag ind fra den, men den er hele tiden lige bag en, og man tør ikke at stoppe.
Jeg er træt af at frygte. Jeg er træt af at gå rundt og lade som om at jeg er lykkelig, og der ikke er noget galt. Muligvis ligner det at der ikke er noget galt, når man ser på mig, men går man ind under den facade, ser man en lille pige. Gennemblødt af rædsel for at miste det mest betydningsfulde i mit liv. Jeg kan mærke hvordan tårerne bliver ved og ved med at løbe ned af mine kinder, mærke hvordan kulden kvæler min kropsvarme og hvordan jeg mere og mere forsvinder ind i mig selv. Jeg har mest af alt lyst til at skrige. Men det er som om der er noget der holder mig fra det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar