Bulletproof

Rummet hun befinder sig i består af 4 vægge, et gulv og et loft. Væggene er ikke tydelige længere pga. alle de plakater, reklamer, billeder, postkort og andre diverse ting, som hun har tapet fast. Hvis man forestillede sig rummet uden alle møblerne, ville det med garanti virke stort for de fleste, men nu hvor der befinder sig delvist et skrivebord, kontorbord, reoler, skuffer, seng, tv og andre mærkværdige ting, bliver rummet pludselig kun halvt så stort. Hun sidder på en stol med blikket rettet mod vinduet og tankerne endnu længere væk. 
En baggrundsstøj af syngende fugle, et tv i stuen nedenunder og musik fra et anlæg, kommer lidt lys ind i tilværelsen. Hun sidder og smiler, men ved ikke selv hvorfor. Det er ikke fordi hun er glad eller der er sket noget godt, men hun kan simpelthen ikke lade være. Med alt det der er sket i hendes liv, burde hun slet ikke have nogen grund til at smile, men alligevel er der et eller andet der holder hende fra det.
Det går pludselig op for hende at hun er tørstig. Ikke kun efter væske, men også efter selskab med en person. En person hun føler at hun kan betro sig 100 procent til, og som ikke vil svigte hende når hun har brug for hjælp. En person hun kan grine sammen med og samtidig kunne snakke seriøst med. Hun ved præcis hvem denne person er, men at dele viden ud til andre om personen er komplet irrelevant for dem. Derfor holder hun det for sig selv.
Pludselig væmmes hun ved tanken om dem hun troede hun kunne stole på, som endte med at svigte hende. Dem hun åbnede sig helt op for, lukkede ind i sit liv og betroede sig fuldkommen til. De endte alle med at gøre det modsatte. Hun er ikke vred på dem. Bare skuffet. Og hun håber at de føler en kæmpe skyldfølelse, der vil æde deres gode samvittighed op indefra. Alle der har fejlet, bør erkende det. Ikke løbe fra det. Kujoner.
Men hun har lært lektien nu. Hun vil fremover i sit fremtidige liv ikke være naiv og lukke mennesker ind i sit liv, før hun kan stole på dem fuldkommen. Hun vil holde fast på de mennesker, som har været hos hende helt til den bitre ende. De andre mennesker er simpelthen ikke værd at samle på. De har fået deres chance i livet. For hendes skyld kan de gå af helvedes til. De kan komme ud i en masse lort, hvor hun ikke vil være der for dem, præcis som de ikke var der for hende. Det kaldes ikke hævn. Det kaldes karma.