søndag den 22. september 2013

September 2013 - Status i lejligheden

Hej alle læsere,

Det er gået stille til med bloggen og opfølgningen på lejlighedsrenovationen, og jeg tvivler på, at det bliver bedre i fremtiden. Men nu, hvor jeg har et øjebliks tid, vil jeg lige informere kort om, hvad der sker i øjeblikket, og hvad der mangler inden vi er færdige.

Nu er både mureren og VVS'eren blevet færdig med alt deres arbejde - dog skal VVS'eren lige komme en enkelt gang mere, når diverse sanitet skal monteres. Vores maler er i fuldt gang med at blive færdig med at spartle, sætte filt op og komme maling på toiletterne og køkkenvæggen. Dog maler han ikke lejligheden helt 100 procent færdig før der er blevet slibet og lakeret gulve. Desuden hjælper han også med nogle ekstra ting, da han også er uddannet tømrer, så vi har også været i gang med at rode med gulve og dørkarme i fællesskab med ham.

Når alle disse ting så er færdige (muligvis forhåbentlig af den kommende uge/to uger, så skal vi have en gulvmand på til slibning og lakering af hele hytten. Og dette er en langvarig proces - ikke så meget slibe-processen, men den tid hvor gulvet skal stå og hærde med lakken på. Når det så er færdig kan maleren komme og give hele lejligheden det sidste lag maling, og så kan vi gå i gang med de "kedelige" ting såsom at montere køkken, vindueskarme, lister og alle de andre småting. Men som man kan fornemme på de billeder jeg har lagt på facebook, så begynder der så småt at tegne sig et hjem, og nu kan vi snart se enden på det hele. Vi forventer at flytte ind engang i oktober, hvis alt går efter planen :-)

Jeg vil vende tilbage, når vi er på sidste etape.

torsdag den 25. juli 2013

Uge 6-7 + 7-8

Jeg beklager virkelig, at jeg ikke kan finde ud af at overholde mine løfter! Og ja, selvom jeg godt ved, at jeg har haft sommerferie i over en måned nu, så har jeg simpelthen ikke haft overskuddet til at få skrevet videre omkring projektet. Desuden er min rolle i lejligheden heller ikke på tale længere (i hvert fald ikke før vi begynder at flytte ind), så jeg kan heller ikke fortælle i klare detaljer, hvad der er foregået i den sidste måneds tid, men jeg vil gøre et forsøg.

Der er jo sket en del siden jeg sidst skrev herinde! Maleren er næsten færdig med at spartle alle vægge og lofter med det sidste lag (Adam skal lige være færdig med at lave el), og så skal der egentlig bare sættes filt/tapet op på vægge og lofter, og så kan der blive malet. Vi er blevet enige om, at vi ikke selv maler lejligheden, da vores maler har tilbudt at sprøjtemale hele lejligheden, hvilket går mindst dobbelt så hurtigt som at male i hånden plus det giver et pænere resultat. Vi vil hellere betale lidt ekstra for noget, der bliver pænt.
Så har vi haft gang i VVS'eren, hvilket der i starten var rigtig mange komplikationer med. Ja, jeg var mildest talt ved at kværke ham, fordi der altid kom et eller andet i vejen, så han ikke kunne komme alligevel, og derved fik vi renoveringen udskudt, som altså også er afhængig af de andre håndværkere. Men han endte med til sidst at møde om, og han har lavet det rigtig flot ude på toiletterne, hvor der nu er helt færdigt! Damn, jeg glæder mig til at få gulvvarme. Nu skal han også lige blive færdig i køkkenet, men der mangler der heller ikke så meget endnu.

Desuden har Adam været i gang med at renovere el i hele lejligheden. Der var ikke særlig meget sammenhæng mellem den måde de gamle stikkontakter sad før, så der er faktisk blevet rykket rundt på alle stikontakter + dørtelefonen + nyt sikringsskab. Nu mangler der egentlig bare at blive lavet stik til køkkenet, som Adam forhåbentlig kan lave færdig i løbet af ugen her.
Så har vi også haft et enkelt besøg af mureren. Det kunne desværre ikke blive til flere inden han rejste på ferie, men han fik da støbt hele gulvet ude på badeværelset, og det er minimalt, hvad han ellers skal lave (maleren sørger for det øvrige derude). Til slut har vi også lavet interne projekter i lejligheden. Bl.a. er vi gået så småt i gang med de nedsænkede lofter ude på toiletterne sammen med gibsvæggen i køkkenet. Dem laver vi færdige, når håndværkerne har lavet det sidste de forskellige steder.

Men nu rejser Adam, Henrik, Terese og jeg som sagt 8 dage til Dublin her på søndag, så det kommer til at stå lidt stille i lejligheden i mellemtiden (maleren kommer højest sandsynligt). Det bliver sgu rigtig godt at også bare kunne slappe af og ikke hele tiden skulle tænke på, at være ude i lejligheden - især for Adams vedkommende, som arbejder fra 7-15 hver dag og så videre i lejligheden til sen aften. Men når vi kommer hjem igen, skal der også arbejdes på højtryk, og vi krydser fingre for, at håndværkerne kan komme så ofte som muligt, så vi bare kan blive færdige.
Nå, men det var alt for denne gang! Mit næste indlæg bliver nok omkring vores ferie, så der går nok et par uger før I hører mere om projekt Pærevangen :-) Ha' det godt indtil da.

torsdag den 20. juni 2013

Uge 4-5 + Uge 5-6

Okay, det er gået lidt stille for sig her på det seneste. Jeg har simpelthen haft så travlt med opgaveskrivning,  forberedelse til eksamen og selvfølgelig arbejde i lejligheden. Jeg skal forresten til eksamen i morgen formiddag, så ønsk mig da lige held og lykke, så jeg klarer det godt inden jeg går på sommerferie! Fordi jeg ikke har fået skrevet før nu, har jeg valgt at slå to ugeforløb sammen i dette indlæg, hvilket nok også passer fint, fordi der ikke er sket så meget i lejligheden.

Siden sidst er der sket en masse forskelligt. Først og fremmest har vi fået tømt det sidste jord fra de sidste altankasser, så nu er de klar til en ladning nyt frisk jord! Dog kommer vi ikke i gang med altanerne, før vi er færdige med selve lejligheden, så det er nok først engang til efteråret, at de kommer til at stå klar. Derudover har vi fået slebet væggene med giraffen og en mindre sliber til kanterne i alle rummene, så der ikke sidder flere tapetrester. Så er vi gået i gang med lofterne i form af vi først har fjernet malingen oppe i betonrevnerne med en vinkelsliber. Og jeg kan love jer for, at det støver. Er du sindssyg! Så nu er hver eneste overflade i hele lejligheden dækket af malingstøv (vi har dog taget det værste med støvsugeren).
Efterfølgene kom vi så noget grunder op i revnerne og efterfølgende har vi så kommet noget spartelmasse i. Ser I, Adam og jeg er ikke så glade for sådan nogle betonrevner, og vi synes mildest talt, at de er pissehamrende grimme. Derfor fylder vi revnerne ud, så vi i stedet for får et dejligt glat og ensformigt loft! Derudover har vi boret ud til udluftningsrør mellem toiletterne, fordi vi gerne vil have nedsænket loft, og hvis vi ikke borede nye huller ville det nye loft dække for halvdelen af de gamle huller (ikke særlig smart tænkt dengang det blev bygget). Så de er blevet boret, og jeg tror at naboerne rigtig er begyndt at hade os for larmen efter det, haha. Så har vi også fået fyldt spartelmasse i de gamle huller til rør og så også i de sætningsskader, der nu var rundt omkring. Ellers er der ikke sket så meget andet - eller vent - vi har fået navneskilte nu!
Senere i dag kommer VVS'eren ud og går i gang, og i weekenden får vi maleren på, så vi kan blive færdige med lofterne. Jeg glæder mig til at få sommerferie efter i morgen, så jeg kan være lidt mere ude i lejligheden og hjælpe til, og generelt bare have lidt mere fritid end jeg har haft de sidste mange uger. Så glæder jeg mig også bare til min ferie i Dublin og (som en nyhed) en sving forbi Amsterdam lidt senere i august! Livet er dejligt :-)


Jeg lover, at der går lidt kortere tid indtil næste gang I hører fra mig, og forhåbentlig er der sket store forandringer til den tid! God sommer til jer alle. 

mandag den 3. juni 2013

Uge 3-4

Okay, det der med, at jeg sagde, at der var drøn på i lejligheden næsten hver dag? Det er sådan lidt faldet til jorden. I perioden som nævnt i titlen på indlægget, så føles det faktisk nærmest som om at tiden har stået stille og vi stort set ikke er kommet videre. Forhåbentlig vil vi komme godt igang igen i næste periode, så vi ikke først flytter ind til jul!

Siden mit sidste indlæg har vi fået tømt lejligheden for alt affald. Adam havde lånt en stor trailer fra sit arbejde, så vi kunne tage så meget med på genbrugsstationen som muligt. Jeg kunne "desværre" ikke være der til at hjælpe til med at fjerne affaldet, da jeg skulle på arbejde, så her var det Adam, hans storebror, hans mor og hendes kæreste, der måtte rubbe neglene! Det tog dem omkring 5 timer at tømme det hele hvor det svarede til 5-6 læs, så de var godt brugte bagefter, men til gengæld hjalp det supermeget at få tømt ud, så man havde et større overblik! Så kom vi ellers i gang med at banke gulvet op på gæstetoilettet, men i stedet for at smide murbrokkerne i én stor bunke, valgte vi at lægge det i spande og kasser, så det ville være nemmere at håndtere ved næste tur på genbrugsstationen. Så fik vi også fjernet den sidste halvvæg mellem stuen og køkkenet, og vi synes selv, at det ser superfedt ud! Det giver det der meget større lysindfald, som vi manglede, og nu er det point of no return, da det vil være næsten umuligt, at sætte en halvvæg op igen.
På håndværkersiden står det stadig stille. Der er ingen faste aftaler med nogen af dem, og vi ved ikke, hvornår de første kommer, men forhåbentlig kommer VVS'eren i den kommende periode og går i gang med rørene. Så mangler vi en pris fra murerens side af, maleren er på ferie og kommer først hjem om en uges tid og gulvmanden skal først på som det sidste, så der er stadig laaaaang vej igen.
Planen for næste etape er, at vi skal slibe alle væggene med en giraf og også slibe oppe i betonrillerne i loftet, men det burde ikke tage så lang tid. Så skal Adam også igen med at rillefræse til alt el, og ellers venter vi bare på, at håndværkerne kan komme igang. Vi flytter nok ikke ind den 1. juli, men vi håber stærkt på, at det bliver i løbet af juli måned!
Selvom der ikke er sket så meget, føler man sig alligevel pisse stresset. Især mig fordi jeg står og skal aflevere en eksamensopgave om under 2 uger og så skal jeg til eksamen den 21. juni, så jeg har i forvejen nok at tænke på. Desuden er jeg igang med at søge praktikplads, hvilket jeg er ubeskriveligt nervøs for, fordi min 1. prioritet er svær at komme ind på, men nu har jeg snakket med en jeg kender, der arbejder der, jeg har fået dirigeret med min praktikkoordinator, og forhåbentlig har jeg skrevet en fantastisk ansøgning, og får pladsen! Det er bare svært at forestille sig, hvor man ellers skulle ud i praktik, hvis man ikke får pladsen.


Det var alt for mig. Vi læses ved ved næste indlæg.

onsdag den 22. maj 2013

Uge 2-3

Endnu en uge og endnu et renoveringshelvede! Jeg bliver konstant spurgt om "Eeeej skal I så ikke til at flytte ind?!?!". Seriøst. Hvis man står inde i den lejlighed mere end en time af gangen, er man ved at blive kvalt i gammel-dame-lugt og der roder over det hele, så NEJ, vi skal ikke flytte ind her og nu.. Anyways, vi er kommet godt i gang og der er drøn på næsten hver dag!

Vi har fået fjernet det sidste tapet vi manglede i entréen og stuen, og vi fandt ud af fra rum til rum, hvilke teknikker, der fungerede mest effektivt for at få det hurtigt fjernet. Men det tog godt nok også sin tid, og vi var fuldkommen smadrede bagefter. Derudover fik vi fjernet alle fliserne på badeværelset og toilettet, hvilket ikke var så avanceret end blot at bruge en mejsel og hammer. Men da vi på slutningen af ugen skulle igang med at fjerne gulvet på badeværelset, gik det godt nok langsomt.
Det fedeste er, at Adam kan låne en masse handy værktøjer på sit arbejde og han hånværker, så han kan finde ud af de fleste ting selv, så vi ikke behøver at betale andre for det. Hvad fanden skulle jeg gøre uden ham?! Han er så fantastisk og han er mit et og alt. Heldigvis blev vi færdige med at fjerne gulvet på badeværelset, så nu mangler vi gulvet på toilettet, og så skal der ellers fjernes affald, som står og fylder alle vores altaner. Vi har også fået revet den ene af halvvæggene ned til køkkenet, hvor den anden også skal fjernes, så der bliver et helt åbent køkken mellem stue og spisestue. Desuden har vi også fjernet et par brædder i gulvet, hvor VVS'eren skal lægge nogle rør. Der skal forresten også en murer og en gulvmand på, men ellers laver vi det hele selv!
Så har vi også været i køkkendilemma i et stykke tid, for vi startede jo hos Kvik, som er et superfedt køkken, men problemet var, at de ikke ville give os særlig store rabatter på tingene. Vi overvejede en masse andre køkkener og snakkede med alle mulige sælgere, men til sidst besluttede vi os for Gør-Det-Selv HTH, fordi vi får 30 % rabat der pga. en fra min familie arbejder der. Og der sparer vi altså lige 12k sammenlignet med Kvik-køkkenet. Så nu skal vi få lavet en tegning og også beslutte os om bad- og gaderobemøbler, som vi også køber derfra. Ellers har vi fået købt en seng, et spisebord, nogle sofaborde og en sofa, så der begynder at tegne sig et hjem så småt.

Jeg vender frygteligt tilbage! :-)

onsdag den 8. maj 2013

Uge 1-2

Som lovet ville jeg give en opfølgning på hele renoveringen i den lejlighed, som Adam og jeg hentede nøglerne til i sidste uge. Jeg kan love jer for, at vi har arbejdet på højtryk de sidste mange dage, og selvom jeg er glad for det gode vejr vi har haft, har det godt nok også været næsten uudholdeligt at være inde i den indelukkede lejlighed med lugt af støv, vådt tapet og gammel dame - føj! Men her er et lille resumé af, hvad der er sket:

Den første dag var Adam og jeg bare alene derude, hvor vi fandt ud af, hvordan det ville komme til at blive, når vi skulle fjerne tapet. Vi fandt hurtigt ud af, at tapeten fløj af på de tynde vægge, men de solide betonvægge var så standhaftige, at vi ville leje en damper til at hjælpe på det. Den følgende dag tog vi så i Røverkøb for at leje damperen, og så gik vi ellers i gang med at fjerne tapetet inde i køkkenalrummet samtidig med, at vi fik afmonteret det gamle køkken og ryddet op på altanerne.
Dagen efter fortsatte vi med dampning (det skal siges, at det er en meget langvarig proces!!) i køkkenalrummet imens der blev skrabet tapet inde i værelset ved siden af. Værelset blev så færdig i går sammen med soveværelset, så nu mangler der egentlig kun af blive fjernet tapet ude i gangen/entréen og så i stuen. Vi fik også skilt de tilbageværende skabe ad og så småt begyndt på at fjerne fliser fra toiletterne.
I dag er der gudskelov hviledag, men de næste 4 dage står på arbejde - både på plejehjemmet og i lejligheden for mit vedkommende. Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at være færdig med alt det her, for jeg kommer sent i seng hver aften, er totalt smadret i kroppen og har svært ved at fokusere på skolen. Men hold da kæft, det er helt vildt fedt at være i gang, og man er langsomt ved at vænne sig til tanken om "det her er mit hjem"!


Jeg vender snart tilbage med nogle nye opdateringer, og ellers kan man finde en masse billeder på min facebook under galleriet (Pærevangen 28). 


mandag den 15. april 2013

Forandring fryder

Ja, nu er det et godt stykke tid siden, jeg har været aktiv herinde, og det beklager jeg, men der har simpelthen været så meget at se til, at livet føltes for kort til at bruge det på internettet! Det er nu ikke de vilde omvæltninger, der er sket siden mit sidste indlæg for efterhånden 6 måneder siden. Jeg er godt igang med 4 semester på min uddannelse, mit job på caféen blev jeg (og flere medarbejdere) fyret fra, så jeg søger igen, og mine rygproblemer er der endelig blevet taget hånd om. Men den største forandring jeg har gået igennem og i den nærmeste fremtid skal sætte rigtig meget tid af til, er min boligsituation.

I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ville flytte hjemmefra inden for et halv år. For bare en måned siden, synes jeg, at den tanke virkede nærmest umulig. Det har været meget op ad bakke hele den her boligsøgende situation, for når man er to individer med alle mulige forestillinger om, hvordan tingene skal være, er det fucking svært at mødes på midten. Planen var hele tiden, at Adam og jeg skulle finde en ejerlejlighed, og jeg kan da lige love for, at vi har kigget og kigget. Vi skulle have en 3-værelses på 80-90 kvadratmeter inde i byen. Så skulle den pludselig være større, så skulle det være længere ude, og der blev skiftet mening hele tiden og kompromisgrænser flyttet indtil vi fandt den.
En ejerlejlighed på 112 kvadratmeter i Smørum. Adam fandt den, og jeg tænkte i første omgang, GLEM DET, for jeg havde altid haft en drøm om at bo i byen. Men efter lidt overtalelse og indsigt i tingene, kunne jeg sagtens se pointen i at bo der, Man får jo ikke en så stor lejlighed i byen for 1.6 mio., og det vil i princippet tage mig ligeså lang tid at komme i skole, som det gør nu. Vi så på lejligheden et par gange og efter en lille måneds tid, besluttede vi os for at skrive under, og alt var i den skønneste orden. Men så skete der noget meget uventet.
Det viste sig, at familien der boede i lejligheden havde så stor en gæld, at de simpelthen ikke kunne låne penge af banken, og derfor kunne de ikke flytte ud af lejligheden. Et par idioter uden nogen sans for økonomi havde spildt vores og ejendomsmæglerens tid! Så der hvor alt virkede håbløst og vi frygtede, at vi skulle starte fra bunden igen, fandt vi en anden og bedre lejlighed.
En lejlighed i det samme kvarter på samme størrelse. Her var der dog en del mere at gøre, men den var samtidig også billigere. Men det bedste af det hele var, at vi fandt ud af, at beliggenheden var 10000 gange bedre end ved den gamle lejlighed, så vi indså, at det var helt i uheld alt sammen. Vi blev enige om, at det skulle være den og så det kun som en positiv ting, at vi ville kunne totaltrenovere den, så det ville blive vores helt egen. I sidste uge blev vi enige med sælgeren om et beløb på 1,5 mio. med et afslag på 45.000 og skrev under. I dag skrev sælger under, og vi får nøglerne til lejligheden i starten af maj, og får mulighed for at renovere i den og først skal betale husleje fra juli.
Vi er så glade os spændte, og nu venter der os et par travle og hårde måneder, men det er det hele værd.

Vi har fået vores eget hjem, hvor vi forhåbentlig skal bo sammen i mange år fremover!

Jeg vil holde jer opdateret i processen undervejs, så engang til sommer vil I kunne se det endelige resultat. Keep in touch!