mandag den 3. juni 2013

Uge 3-4

Okay, det der med, at jeg sagde, at der var drøn på i lejligheden næsten hver dag? Det er sådan lidt faldet til jorden. I perioden som nævnt i titlen på indlægget, så føles det faktisk nærmest som om at tiden har stået stille og vi stort set ikke er kommet videre. Forhåbentlig vil vi komme godt igang igen i næste periode, så vi ikke først flytter ind til jul!

Siden mit sidste indlæg har vi fået tømt lejligheden for alt affald. Adam havde lånt en stor trailer fra sit arbejde, så vi kunne tage så meget med på genbrugsstationen som muligt. Jeg kunne "desværre" ikke være der til at hjælpe til med at fjerne affaldet, da jeg skulle på arbejde, så her var det Adam, hans storebror, hans mor og hendes kæreste, der måtte rubbe neglene! Det tog dem omkring 5 timer at tømme det hele hvor det svarede til 5-6 læs, så de var godt brugte bagefter, men til gengæld hjalp det supermeget at få tømt ud, så man havde et større overblik! Så kom vi ellers i gang med at banke gulvet op på gæstetoilettet, men i stedet for at smide murbrokkerne i én stor bunke, valgte vi at lægge det i spande og kasser, så det ville være nemmere at håndtere ved næste tur på genbrugsstationen. Så fik vi også fjernet den sidste halvvæg mellem stuen og køkkenet, og vi synes selv, at det ser superfedt ud! Det giver det der meget større lysindfald, som vi manglede, og nu er det point of no return, da det vil være næsten umuligt, at sætte en halvvæg op igen.
På håndværkersiden står det stadig stille. Der er ingen faste aftaler med nogen af dem, og vi ved ikke, hvornår de første kommer, men forhåbentlig kommer VVS'eren i den kommende periode og går i gang med rørene. Så mangler vi en pris fra murerens side af, maleren er på ferie og kommer først hjem om en uges tid og gulvmanden skal først på som det sidste, så der er stadig laaaaang vej igen.
Planen for næste etape er, at vi skal slibe alle væggene med en giraf og også slibe oppe i betonrillerne i loftet, men det burde ikke tage så lang tid. Så skal Adam også igen med at rillefræse til alt el, og ellers venter vi bare på, at håndværkerne kan komme igang. Vi flytter nok ikke ind den 1. juli, men vi håber stærkt på, at det bliver i løbet af juli måned!
Selvom der ikke er sket så meget, føler man sig alligevel pisse stresset. Især mig fordi jeg står og skal aflevere en eksamensopgave om under 2 uger og så skal jeg til eksamen den 21. juni, så jeg har i forvejen nok at tænke på. Desuden er jeg igang med at søge praktikplads, hvilket jeg er ubeskriveligt nervøs for, fordi min 1. prioritet er svær at komme ind på, men nu har jeg snakket med en jeg kender, der arbejder der, jeg har fået dirigeret med min praktikkoordinator, og forhåbentlig har jeg skrevet en fantastisk ansøgning, og får pladsen! Det er bare svært at forestille sig, hvor man ellers skulle ud i praktik, hvis man ikke får pladsen.


Det var alt for mig. Vi læses ved ved næste indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar