Jeg kan fornemme at den ikke kan meget mere. Her for nogle få uger siden skete der pludselig et tilfælde hvor der var en knap på telefonen der ikke virkede. Bare der begyndte jeg at tude mine øjne ud. Heldigvis begyndte knappen at virke igen efter en times tid. Så gik der et par dage og pludselig oplevede jeg at hele tastaturet ikke virkede. Jeg gav det et par tæsk med en knytnæve, og så virkede det igen, men siden da har jeg mindst én gang om dagen oplevet at tastaturet ikke har reageret. Og nogle gange skal jeg virkelig volde telefonen længe før der sker noget. Jeg har på fornemmelsen at den ikke kan klare det meget mere, og jeg må desværre indse at det nok betaler sig bedst at investere i en ny telefon, frem for at bruge tonsvis af penge på at få repareret den gamle. Problemet er bare.. Jeg kan ikke vænne mig til tanken om at have en ny telefon! Jeg har været virkelig glad for denne her, og jeg synes det er altid for tidligt at skille mig af med den. Jeg vil gerne indrømme at jeg ikke har behandlet den som et dyrebart stykke glas. Jeg har tabt den en del gange gennem årene, og når man taler om en Sony Ericsson, så taler man sgu om et stykke følsomt materiale, som ikke skal behandles som legetøj. Men gud, hvor har jeg elsket den mobil. Jeg har ingen idé om hvad jeg skal have som ny telefon. Jeg vil egentlig gerne have en smartphone, men jeg er lidt bange for at jeg kommer til at ødelægge den efter en uge. På den anden side, kan det være jeg behandler den bedre end min gamle. ARGH DILEMMA!
Men jeg har altid været glad for HTC-telefonerne. De er pæne, er overskuelige, og jeg tror det nok er den smartphone der passer bedst til mig. Jeg må se på det, når min mobil er på dødsstadiet. RIP my love <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar