Death is just another path..

Jeg kan nok godt virke rigtig dyster når jeg skriver sådan en blog som denne. Men en gang imellem er man nød til at se bort fra lyset og det gode, og i stedet dykke ned i det mørke og onde i sig selv. Jeg har længe gået og tænkt på døden. Den som er en naturlig del af livet, selvom vi mennesker gør alt for at vi kan leve evigt og forholde os unge og friske. Det er fordi de er bange. Når de kommer gående forbi stinker de langt væk af det, så man har lyst til at kaste op. Jeg frygter ikke døden. Jeg vil gerne blive gammel og jeg vil gerne dø. Hvis jeg dør i en ung alder, er der en der har haft planer med mig, og så må jeg bare acceptere det. En anden ting der længe har hjemsøgt mine tanker er begravelser. Man står en masse mennesker omkring en kiste for at tage afsked med vedkommende der befinder sig i denne kiste.Jeg vil fokusere på menneskerne der møder op til begravelsen.

Hvor tætte er de egentlig på den afdøde person? Møder de bare op for at kunne smile over den afdøde persons afsked med verdenen, eller er de til stede fordi de virkelig følte sig tæt knyttet til den afdøde? Jeg har ofte tænkt på hvor mange der mon vil møde op til min begravelse. Og hvordan folk ville reagere på hvis jeg døde. Ville folk mon savne mig, eller ville de bare være ligeglade og sige, at det er der ikke noget at gøre ved? Hvis jeg døde i en ung alder, ville det så være anderledes, end hvis jeg døde når jeg var gammel? Ville folk græde hvis jeg døde? Det er ikke til at sige.
Et andet emne inden for døden, der har beskæftiget mig, er de forskellige måder man kan dø på. Jeg ved egentlig ikke helt selv hvordan jeg vil dø. Men en ting er sikkert: min død skal være hurtig og så smertefri som muligt. Måske sove ind i døden, kunne være dejligt. Eller blive skudt gennem hjernen. Eller springe ud fra en 50 meter høj bygning. Nej vent, jeg vil ikke begå selvmord - det er for wusses. Nej hvis man stadig lever, skal man ikke selv tage det fra en. Hvis du bliver myrdet eller dør af naturlige årsager, så kan du sagtens acceptere din død. Alle mennesker har en betydning i verdenen, og så skal de sgu også blive her, så de ikke løber for den aftale.
Ja, døden kan komme pludselig. Hvem ved, måske i morgen kan jeg gå over vejen, men pludselig kommer der en lastbil i fuld fart og kører mig ned så jeg dør? Vi tager døden for givet. Om morgenen når vi forlader hjemmet siger vi "hej-hej" til vores sambo, kæreste, forældre, søskende osv., fordi vi forventer at se dem igen når vi kommer hjem. Tænk hvis de døde og man aldrig så dem i live igen efter den morgen. Så husk dette alle: Glem ikke at vise dem, der virkelig betyder noget, at de rent faktisk gør det.